Anerkendelse af depression hos projektleder/IT-ansvarlig

Tilskadekomne blev i 2008 ansat som projektleder i en produktionsvirksomhed, og året efter blev han IT-chef. I takt med medarbejderreduktion skete der en væsentlig forøgelse af tilskadekomnes arbejdsopgaver og arbejdstid. Derudover havde tilskadekomne flere igangværende projekter og senere flere arbejdsfunktioner/opgaver med modsatrettede krav og forventninger fra flere forskellige overordnede. Tilskadekomne oplevede ofte, at der med kort varsel kom ændrede prioriteringer af opgaver og afbrydelser i arbejdet, hvilket bevirkede, at fastsatte deadlines ikke kunne overholdes.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom i form af depression i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som projektleder og IT-ansvarlig. Årsagen var, at tilskadekomne siden 2008 havde haft hyppige og vigtige deadlines, især i forbindelse med et stort projekt som tilskadekomne var ansvarlig for. Herunder var der tale om deadlines, som det ikke var muligt at overholde.
 
Behandlet på mødet i august 2012.