Afvisning af depression hos teknikchef

Tilskadekomne fik en depression i 2004, 2007 og igen i 2010. Tilskadekomne blev i 2000 ansat som teknikchef i en virksomhed, hvor han var daglig leder for 200 medarbejdere. I perioden 2000-2003 havde tilskadekomne ikke fast arbejdstid, men arbejdede cirka 45 timer om ugen, og han kunne derudover blive ringet op døgnet rundt. Derudover var der 20-30 personlige deadlines om dagen, som bestod i projektleverancer, møder, økonomi med videre. De værste deadlines var uforudsete kritiske driftsfejl, som kunne medføre økonomiske tab og negativ presseomtale. Som øverste chef var tilskadekomne altid involveret i sådanne driftsfejl. Arbejdsgiver har i denne periode ikke haft mulighed for at kommentere arbejdsbeskrivelsen. 

I 2005 blev tilskadekomne ansat som teknisk chef i en anden virksomhed med ansvar for 150 teknikere. Her var han også med i chefgruppen og skulle opbygge en ny organisation. Denne virksomhed var i kraftig vækst, og der var et meget højt arbejdspres for alle medarbejdere og tilskadekomne. Arbejdsgiver kunne ikke bekræfte, at der havde været en større arbejdsmæssig belastning for tilskadekomne end for de øvrige chefer i virksomheden.

I 2010 blev dele af virksomheden solgt til en ny virksomhed. Tilskadekomne blev afdelingsleder for 30-35 medarbejdere. Tilskadekomne følte, at kravene igen steg i forhold til det arbejde, han havde haft tidligere. Arbejdsgiver bekræftede, at tilskadekomne havde vanskeligheder i starten af ansættelsen, men at hans leder var meget opmærksom på dette.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som teknikchef. Udvalget lagde vægt på, at de tidligere arbejdsgivere ikke kunne bekræfte beskrivelserne af de arbejdsmæssige belastninger, og at det ikke var muligt at få bekræftet belastningerne op til symptomdebut for depressionerne i 2004 og 2007. Arbejdsbelastningen i 2010 havde ikke været tilstrækkelig belastende til, at depressionen udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art.

Behandlet på møde i november 2012.