Afvisning af planlægger/programmør med depression

Tilskadekomne var fra 1988 til 2007 ansat som programmør/planlægger. Arbejdsopgaverne bestod i analyse, planlægning og programmering af systemer samt at vedligeholde og udvikle systemer (software). I forbindelse med udvidelse af firmaet til Sverige og Norge skulle hun udarbejde et nyt system. Udarbejdelsen af det nye system betød, at hun først skulle analysere tingene, tilpasse det til den udenlandske lovgivning, programmere og teste systemet og endelig oplære andre. Det hele skulle være på plads i løbet af tre måneder. Dette betød, ifølge hendes egne oplysninger, en meget stor arbejdsmængde, et meget stort arbejdspres og et meget stort ansvar uden opbakning fra de udenlandske kolleger. Derudover var der i året efter stor rejseaktivitet og arbejde med implementering og supportering af systemet med arbejdsdage på op til 20 timer. De andre afdelinger var afhængige af hendes arbejde, hvilket også blev oplevet som et stort psykisk pres, idet hun ofte blev kontaktet også i fritiden.

Arbejdsgiver kunne ikke bekræfte, at tilskadekomne var den drivende eller ansvarshavende ved implementeringen. Arbejdsgiver oplyste desuden, at tilskadekomne havde vanskeligt ved at skelne mellem arbejde og fritid, hvilket betød, at hun nærmest arbejdede i døgndrift, hvilket blev forsøgt afhjulpet. Tilskadekomne var ikke enig i denne udlægning. Vidner kunne heller ikke bekræfte arbejdsbeskrivelsen.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at hendes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af de påvirkninger, som hun var udsat for under sit arbejde som planlægger/programmør. Selvom hun havde haft et stort ansvar for driften af it-systemet, så kunne arbejdet ikke generelt anses for at være karakteriseret af hyppige og meget vanskelige deadlines. Hun havde heller ikke arbejdet med klienter og indsatte. Selvom hun havde oplevet, at skulle stå til rådighed også i fritiden, så mente udvalget ikke, at det var sandsynliggjort, at der havde været tale om egentlig manglende støtte fra kollegaer eller ledelse i et omfang, der kunne begrunde udviklingen af en depression.

Det ændrede ikke ved udvalgets vurdering, at hun og arbejdsgiver ikke var helt enige om arbejdsbeskrivelsen. Udvalget fandt det ikke dokumenteret, at hun skulle have arbejdet ekstraordinært meget og stået til rådighed i fritiden. Selvom arbejdsgiver havde bekræftet, at hun året efter opkøbet af virksomheder i Sverige og Norge havde haft arbejdsdage på 8-10 timer, fandt udvalget ikke, at dette alene var en særlig belastning, der kunne forårsage en depression. Hverken arbejdsgiver eller de adspurgte vidner kunne bekræfte, at hun generelt skulle have haft ekstraordinært lange dage, mange vanskelige deadlines, eneansvar for drift med videre. Udvalget fandt det desuden ikke bekræftet, at arbejdsgiver ikke skulle have bakket hende op.

Behandlet på møde i april 2012.