Anerkendelse af depression hos eksportchef

Tilskadekomne udviklede en depression efter 10 års ansættelse i en eksportafdeling. Tilskadekomne var eksportchef og indgik dermed i ledergruppen og strategigruppen. I forbindelse med finanskrisen faldt firmaets eksport, men tilskadekomne fik ved en stor arbejdsindsats oparbejdet en meget stor kundeportefølje. Han havde en ugentlig arbejdstid på 50-55 timer og desuden en del rejseaktivitet på 20-25 dage årligt. Herudover var det altid muligt at kontakte tilskadekomne på mobiltelefon, fax eller e-mail, og især om aftenen var der mange telefonopkald. Arbejdsbelastningerne fandt sted stort set hele tiden i de sidste 2 år af ansættelsen.

Tilskadekomnes arbejdsgiver bekræftede, at der havde været tale om et stort arbejdspres med mange kunder, mange mails og telefonsamtaler, som tilskadekomne følte sig forpligtet til at besvare om aftenen. Arbejdsgiveren oplyste derudover, at finanskrisen havde betydet en indskrænkning i medarbejderstaben til cirka halvdelen.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var opstået som følge af den særlige belastning i arbejdet som eksportchef, hvor der var tale om stor travlhed på grund af mange kunder.  Flertallet lagde vægt på, at tilskadekomne var udsat for et stort arbejdspres med ledelsesansvar, pasning af mange kunder og meget hjemmearbejde med besvarelse af opringninger og mails også om aftenen. I flertallets vurdering indgik også, at tilskadekomnes afdeling var præget af personalemangel, da antallet af ansatte var næsten halveret efter finanskrisen.

Et mindretal i udvalget bestående af DA og DOA vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning som eksportchef. Mindretallet vurderede, at mængden af arbejdstimer ikke var usædvanligt for stillingen som eksportchef, samt at pres fra kunder ikke kunne betragtes som belastende.

Behandlet på møde i februar 2012.