Anerkendelse af blodprop hos kabelmontør

Tilskadekomne arbejdede som kabelmontør i perioden fra 1999 til marts 2004 og på ny fra juli 2004 med kobling af tv- og internetkabler fra husstande til kabelskabe ved vejen. Tilskadekomne trak kablerne hen til husene, hvor han borede huller til at trække kablerne igennem, og derefter trak kabler inde i husene og monterede kabler og stik.  Ved hver husinstallation skulle tilskadekomne bore 5 til 6 huller gennem murværket ved hjælp af en slagboremaskine med en vibrationsværdi på 11 m/sek2 og derefter fastgøre en beskyttelsesskinne. Tilskadekomne udførte dagligt 4 installationer i husstande og udførte dagligt borearbejde med slagboremaskinen i 20 til 25 minutter. Desuden anvendte tilskadekomne en batteridrevet boremaskine med lavt vibrationsniveau.

Tilskadekomne skulle desuden sammenkoble kablerne i en F-connector ved hjælp af et aflangt værktøj, som han med et kraftigt pres mod højre håndrod monterede F-connectoren med. Ved hver fjernsynsinstallation skulle tilskadekomne montere 4 F-connectorer, og der var op til 4 fjernsynsinstallationer i hver husstand. Tilskadekomne anvendte det aflange værktøj mellem 15 og 25 gange dagligt.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes blodprop i ulnaris pulsåren i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som kabelmontør, hvor tilskadekomne anvendte et værktøj, der skulle presses hårdt med hans højre hånd.

Behandlet på møde i oktober 2012.