Afvisning af depression hos pædagogmedhjælper

Tilskadekomne var fra august 2009 til august 2010 ansat som pædagogmedhjælper på en skole, og var tilknyttet en børnegruppe på 10 børn i 0. klasse, der alle var retarderede. De fleste af børnene var hyperaktive og reagerede med spark, spyt, krads, skrig, kasten med ting og verbale udtryk. Hun oplyste selv, at hun dagligt havde været udsat for 2-3 voldsepisoder, og der forelå indberetninger om 8 episoder med slag og spyt i perioden fra oktober 2009 til april 2010. Hun begyndte kort tid efter sin ansættelse at blive meget træt efter arbejde, at føle sig utilstrækkelig, rådvild og handlingslammet og udviklede flere og flere depressive symptomer, som forværredes efter ophør med arbejdet. Der blev stillet diagnosen depressiv enkeltepisode af svær grad.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som pædagogmedhjælper. Årsagen var, at den beskrevne belastning med spark, slag, spyt, krads og bid samt verbale overfald og udadreagerende adfærd fra børn i 0. klasse ikke efter udvalgets vurdering var tilstrækkelig til at kunne medføre en depression. Udvalget lagde vægt på, at hun ikke var alene med børnene, da der også var tilknyttet mellem 1 og 3 pædagoger til gruppen. Udvalget lagde også vægt på, at det ikke var bekræftet, at der dagligt igennem hele perioden havde været udsættelse for vold fra børnene. Det indgik, at der var en varierende sammensætning af voksne og børn, og dermed variation i hendes kontakt med de udadreagerende børn. Dertil kom, at hun også havde andre opgaver, herunder vikaropgaver i klasserne.

Behandlet på møde i september 2012.