Afvisning af montrice med dobbeltsidig smertetilstand fra leddet mellem knæskal og lårbensknogle

Tilskadekomne var i 3-4 år beskæftiget med montage af meget store fladskærme (85-103 tommer med en vægt på op til 250-300 kilo). Hendes opgave bestod i at pakke fladskærmene ud og fjerne emballagen. Efterfølgende blev skærmene hejst op med en kran og placeret på en særlig montagevogn med små hjul. Der blev derefter foretaget forskellige delmontager, tests og kvalitetsvurdering. Arbejdet foregik stående, og der blev foretaget forflytninger af montagevognen mindst 10 gange for hver fladskærm og en samlet træk-/skubdistance på 300-400 meter. Samlet set sad hun ned i omkring en halv time af arbejdsdagen, resten af arbejdet foregik stående og gående. Hun anvendte under arbejdet sikkerhedssko.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af dobbeltsidig smertetilstand fra leddet mellem knæskal og lårbensknogle ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som montrice. Årsagen var, at det beskrevne arbejde ikke havde medført relevante belastninger af knæ og ben, der kunne være årsag til sygdommen. Udvalget lagde i vurderingen vægt på, at hendes belastninger i form af gående og stående arbejde med træk og skub af tunge vogne ikke havde indebåret så tilstrækkelig gentagne og kraftfulde påvirkninger af knæleddet, at det havde ført til udviklingen af sygdom i dette.

Behandlet på møde i april 2012.