Afvisning af depression hos chauffør med lange arbejdsdage
Tilskadekomne havde været chauffør i et speditionsfirma igennem 10 år. Han følte sig igennem de sidste par år tvunget til at køre op mod 70-80 timer om ugen, således at reglerne om hviletid ikke blev overholdt. Arbejdstidens omfang var dokumenteret ved timesedler. Der var i perioder tale om meget lange arbejdsdage, men også perioder med en arbejdsuge på under 37 timer.
Tonen var generelt hård på arbejdspladsen, og tilskadekomne oplevede talrige hændelser, som han opfattede som chikane, blandt andet opringninger i fritiden, en advarsel på grund af manglende køreskiver, inddragelse af fridage samt flytning af mødested. Han oplevede desuden et krydspres i funktionen som sikkerhedsrepræsentant, idet der var vedvarende problemer med udlevering af sikkerhedsudstyr og fokus på sikkerhed generelt. Tilskadekomne oplyste, at der var flere af hans kolleger, som også blev syge på grund af for stort arbejdspres og dårlig ledelse.
Arbejdsgiver kunne ikke bekræfte oplysningerne og henviste blandt andet til resultatet af en arbejdspladsvurdering (APV).
En tidligere kollega bekræftede, at hviletidsreglerne blev brudt, at chaufførerne blev presset til overarbejde, og at flere chauffører blev sygemeldt på grund af stress.
En anden tidligere kollega delte ikke denne opfattelse og oplyste blandt andet, at der var samarbejdsproblemer mellem tilskadekomne og en arbejdsleder. Han kunne bekræfte, at overarbejde var almindeligt.
Tilskadekomne fik efterhånden søvnproblemer samt problemer med hukommelse, ordmobilisering og koncentration. Han fik desuden en række fysiske symptomer i form af trykken for brystet, hjertebanken, rysten og svedtendens.
Flertallet i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som chauffør. Selv om arbejdet medførte lange arbejdsdage, var det ikke generelt præget af hyppige og meget vanskelige deadlines.
Flertallet i udvalget lagde vægt på, at lange arbejdsdage og mange opgaver ikke i sig selv udgør en sådan belastning, at det kan begrunde udvikling af en depression. Tilskadekomnes timesedler og opgørelser over arbejdstid dokumenterede heller ikke overarbejde i et sådan omfang, at det kunne begrunde udviklingen af en depression.
Flertallet vurderede, at en leders hårde tone, opringninger udenfor arbejdstid og ændring af arbejdsforhold ikke havde en sådan karakter af chikane, at det kunne begrunde udvikling af en depression. Det var ikke sandsynliggjort, at der var tale om egentligt manglende støtte fra kolleger eller ledelse.
Samlet var det derfor ikke sandsynliggjort, at depressionen udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.
Flertallet var opmærksom på, at det var bekræftet af kolleger, at kørselsopgaverne ikke altid kunne nås indenfor normal arbejdstid, og at chaufførerne blev presset til ikke at overholde køre- og
hviletidsreglerne, samt at kørelederen var ubehagelig.
Et mindretal bestående af LO var uenig heri. Det var mindretallets opfattelse, at der havde været tale om en stor arbejdsbelastning med lange arbejdsdage, og at posten som sikkerhedsrepræsentant derudover havde udgjort en belastning. Mindretallet vurderede, at belastningen var tilstrækkeligt dokumenteret, og at der var tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdspåvirkningerne og udviklingen af depressionen.
Behandlet i juni 2013.