Anerkendelse af depression hos finansanalytiker

Anerkendelse af depression hos finansanalytiker efter stort arbejdspres med hyppige deadlines og manglende støtte-

Tilskadekomne havde i over 20 år arbejdet i et stort firma som finansanalytiker. Han havde fra ansættelsens begyndelse en arbejdsuge på cirka 50 timer med en vis rejseaktivitet, og timetallet steg i de senere år til cirka 60 timer. På et tidspunkt fik han pålagt yderligere væsentlige arbejdsopgaver, som var prægede af mange deadlines. Tilskadekomnes kolleger og ledere befandt sig i andre byer i Norden og det øvrige Europa. Han havde ingen indflydelse på hverken arbejdsopgaver eller deadlines og havde flere chefer, der ikke havde overblik over hinandens arbejdsområder. Der var tale om en form for distanceledelse med kommunikation over telefon, videomøder og mails.

Arbejdsgiver bekræftede, at der var tale om distancearbejde, og at tilskadekomne havde informeret sine overordnede om vanskelighederne med at klare arbejdsopgaverne. Arbejdsgiver udtalte desuden, at der ikke var grund til at betvivle tilskadekomnes øvrige oplysninger, da han over for sin nærmeste leder havde oplyst, at han arbejdede meget hårdt.  

Flere kolleger bekræftede desuden, at tilskadekomne arbejdede ud over normal arbejdstid, ofte sent om aftenen og om natten, at arbejdet medførte konstante deadlines, samt at han var ansvarlig for adskillige projekter foruden sine normale arbejdsopgaver. 

Tilskadekomne fik efterhånden både fysiske symptomer med hjertebanken og brystsmerter samt psykiske symptomer med søvnbesvær, koncentrationsproblemer og angst.

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, han havde været udsat for, i form af stigende arbejdspres med lange arbejdsdage, mange og hyppige deadlines samt manglende støtte fra hans ledere. 

Årsagen var, at han igennem et års tid havde et stigende arbejdspres, hvor han udover sine normale arbejdsopgaver havde flere yderligere projekter. Arbejdet indebar mange deadlines i forbindelse med eksempelvis ugentlige finansielle redegørelser, men også månedlige og kvartalsvise deadlines samt årsafslutninger. Flertallet lagde også vægt på, at det forhold, at han havde flere forskellige overordnede og oplevede, at disse ikke havde overblik over hinandens arbejdsområder, medførte øgede opgaver og besværliggjorde planlægning og udførelse af arbejdet. Desuden fik tilskadekomne ikke den støtte, han behøvede fra sine overordnede, da han henvendte sig for at få reduceret antallet af opgaver. Dette udgjorde en sådan belastning, at dette sammen med arbejdspresset i øvrigt i overvejende grad var årsag til depressionen. 

Flertallet lagde også vægt på, at 3 kolleger alle bekræftede de beskrevne arbejdsforhold, og at der var tidsmæssig sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og udviklingen af depression. Arbejdsgiver havde desuden ikke fundet grundlag for at betvivle tilskadekomnes oplysninger og bekræftede, at han havde kontaktet sine ledere vedrørende mængden af opgaver.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere mente, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet. Disse medlemmer vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem belastningerne i arbejdet og udviklingen af sygdommen.

Behandlet i april 2013.