Anerkendelse af depression hos pædagog efter mobning og chikane

Tilskadekomne var i et par år ansat som pædagog ved et bocenter. Hun var udsat for systematisk nedladende behandling fra sin afdelingsleder, som blandt andet gjorde offentligt og tydeligt nar af tilskadekomnes accent, uden videre overtog samtaler mellem tilskadekomne og pårørende og bagtalte hende over for andre ansatte. Der blev gjort nar af tilskadekomne på møder, således at hun til sidst ikke turde at sige noget, og hun oplevede, at tillidsrepræsentanten fortalte fortrolige oplysninger videre til lederen, som efterfølgende kommenterede på dem.

Tilskadekomne var således i forbindelse med arbejdet udsat for udstødning, offentlig negativ omtale og aggressive verbale overfald. Hun fik under ansættelsen efterhånden symptomer i form af ængstelse, søvnbesvær, grådlabilitet og tristhed.

To vidner bekræftede henholdsvis beskrivelsen af den mobning og chikane, tilskadekomne havde været udsat for, og det dårlige samarbejdsmiljø generelt. Arbejdsgiver kunne hverken be- eller afkræfte oplysningerne, da der ikke længere var medarbejdere i afdelingen, som var ansat, da hændelserne fandt sted.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde som pædagog. 

Årsagen var, at hun under sin ansættelse på et bosted var udsat for mobning og chikane af grov og systematisk karakter. Udvalget lagde vægt på, at hendes leder gentagne gange fremsatte racistiske udtalelser, og at hun blev omtalt nedladende og gjort til grin, både når hun var til stede og bag hendes ryg. Udvalget lagde desuden vægt på den tidsmæssige sammenhæng, idet de første symptomer på depression viste sig samtidig med chikanen. Udvalget fandt desuden påvirkningen dokumenteret via vidner.

Behandlet i april 2013.