Anerkendelse af depression hos reklamedirektør efter stor arbejdsbyrde med mange deadlines

Tilskadekomne var uddannet reklametegner og arbejdede derefter i branchen i godt 20 år.

Først var hun i et par år ansat som art director og fik hurtigt dagligt ansvar for bureauet samt for halvdelen af en stor varehuskædes markedsføring. Hun var involveret i alle arbejdsprocesser, mødte altid som den første og gik som den sidste, arbejdede i weekends og havde ofte sine børn med på reklamebureauet. Arbejdstiden var på minimum 60 timer om ugen.

Tilskadekomne var derefter direktør i et reklamebureau igennem mere end 10 år. Arbejdsopgaverne bestod af alt fra idéudkast, rentegning, styring af produktionsplan og beregning af tilbud til kundekontakt, indrykning af annoncer og lignende. Alle disse opgaver var styret af stramme daglige deadlines. Samlet set stod tilskadekomne alene med ansvaret for personale, økonomi, produktion og kundekontakt, som hun altid stod til rådighed for, også i weekender og ferier. Hun kom efterhånden op på 80 timers arbejdsuge. 

Hun startede derefter sit eget bureau, hvor hun varetog samme jobfunktioner som tidligere. Efter et par år begyndte hun at få psykiske symptomer og fusionerede bureauet med en god vens virksomhed. Dette ændrede dog ikke på arbejdsbyrden, og det blev efterhånden tiltagende vanskeligere for hende at passe virksomheden. Til sidst blev hun sygemeldt, og virksomheden gik i betalingsstandsning. Tilskadekomne fik stillet diagnosen depression af svær grad.

Tidligere kolleger og samarbejdspartnere bekræftede blandt andet, at tilskadekomne i hele sit arbejdsliv var beskæftiget med branchens mest stressende produktioner som layout og opsætning af købmandsaviser. Hun stod for hele processen med kundekontakt, layout, opsætning, korrektur, kontakt til trykkerier, ledelse af personale, fakturering med mere. Hele tilskadekomnes arbejdsliv havde været kendetegnet af korte deadlines og lynhurtig teknologisk udvikling

Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af den særlige belastning, hun havde været udsat for under sit arbejde som reklamedirektør, hvor hun havde en meget stor arbejdsbyrde. Årsagen var, at hun som reklamedirektør igennem cirka 15 år havde et stor arbejdspres med mange ansvarsfunktioner og arbejdsopgaver, mange deadlines og meget overarbejde. Flertallet i udvalget lagde vægt på, at hun ud over ledelsesmæssige opgaver varetog alle dele af den daglige produktion i form af kundekontakt, idéudkast, rentegning, styring af produktionsplan, beregning af tilbud, indrykning af annoncer og lignende. Arbejdsopgaverne indeholdt mange tilbagevendende og stramme deadlines og gav et stort arbejdspres. Hun havde en arbejdstid på langt mere end en fuldtidsstilling og stod til rådighed for kunderne, når de havde behov for at kontakte hende. Hun arbejdede derfor ofte om aftenen, i weekender og ferier.

Flertallet lagde vægt på, at depressionen opstod i tidsmæssig sammenhæng med den store arbejdsmæssige belastning. Flertallet vurderede i øvrigt, at virksomhedens betalingsstandsning måtte betragtes som en privat belastning, og at den desuden fandt sted efter udviklingen af en depression.

Et mindretal bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De offentlige Arbejdsgivere vurderede, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som
reklamedirektør. Årsagen var, at virksomheden havde økonomiske problemer, og at en konkurs truede, hvilket ikke var en del af arbejdets forhold. Uanset at tilskadekomne havde været udsat for arbejdspres, mange opgaver, deadlines og meget overarbejde, vurderede mindretallet, at det var andre forhold end de arbejdsmæssige, der havde forårsaget depressionen.

Behandlet på møde i marts 2013.