Afvisning af myelomatose kræft i knoglemarven hos brandmand

Tilskadekomne fik konstateret myelomatose. Han havde igennem 4o år arbejdet som brandmand. I de første 10 år arbejdede han på en flyvestation, hvor han deltog i øvelser 2 gange ugentligt med skumslukning af væskebrand i fly. Selve slukningen varede cirka 5 minutter ad gangen.

Derefter var han i 30 år ansat i brandvæsnet med arbejdstiden ligeligt fordelt mellem sygetransporter og brandvagt. Ved brandvagter deltog han i gennemsnitligt 1 brand per døgnvagt. I de fleste af årene fungerede han også som røgdykker og anvendte luftforsynet åndedrætsværn, hvilket medførte udsættelse for røglugt. I de sidste år af ansættelsen anvendte han overtryksudstyr under selve slukningsarbejdet, skønsmæssigt i 2-3 timer per vagt. Efterfølgende deltog han i oprydningsarbejde på brandstedet, hvilket medførte udsættelse for støv og sod.

Arbejdsgiver bekræftede, at der tidligere blev anvendt traditionelt åndedrætsværn, men at man i de seneste cirka 10 år efterhånden var gået over til overtryksudstyr. Den enkelte brandmand vurderede selv, i hvilket omfang der var behov for at bruge udstyret

Ifølge en ekpertudtalelse, som Arbejdsskadestyrelsen havde indhentet til brug for sagens behandling, findes der ikke videnskabelige undersøgelser, der underbygger en sammenhæng mellem arbejde som brandmand og sygdommen myelomatose.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af myelomatose ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som brandmand. Årsagen var, at der ikke var sammenhæng mellem sygdommen og arbejdet som brandmand gennem 40 år med opgaver som vagtarbejde, brandslukning og sygetransport. Tilskadekomne havde regelmæssigt, men ikke dagligt, været eksponeret for sod på huden og i luftvejene i skønsmæssigt let til moderat omfang. 

Udvalget vurderede på baggrund af den videnskabelige litteratur, at der ikke var tilstrækkelig lægefaglig dokumentation for, at han havde udviklet myelomatose som følge af sit arbejde som brandmand, hvor han havde været udsat for sod og røg.

Behandlet på møde i marts 2013.