Anerkendelse af bløddelskræft

Anerkendelse af bløddelskræft (liposarkom) i højre armhule hos røntgentekniker

Tilskadekomne fik efter 35 års arbejde som blandt andet røntgentekniker konstateret bløddelskræft (liposarkom) i højre armhule. Tilskadekomne havde arbejdet med servicering af røntgengennemlysningsapparater. Han havde blyforklæde på. Han stod lænet med højre side af kroppen ind over røntgenstrålekilden for at justere på skærmen, og han løftede højre arm sådan, at højre armhule var blottet for strålingen, idet blyforklædet ikke dækkede for armhulerne. Han har arbejdet sådan i alle årene tre gange om ugen af tre timers varighed. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af bløddelskræft i højre armhule i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes mangeårige arbejde som røntgentekniker. Årsagen var, at han var udsat for røntgenstråling i det nævnte omfang. 

Behandlet på udvalgsmøde i juni 2014.