Anerkendelse af angst og depressionstilstand hos konstabel
Tilskadekomne var ansat som konstabel i Forsvaret i en periode midt i 1990’erne, hvor han var udsendt til Bosnien i en periode på to måneder. Han varetog funktioner som kører, radiokædemand og sygehjælper. Opgaverne indebar patruljekørsel i et upansret køretøj i bjergområder, der var befolket af lokale guerillagrupper, og hvor der var risiko for påkørsel af miner. Tilskadekomne var udsat for flere episoder, der indebar en særlig risiko. Han var blandt andet alene i en situation med en lastbil fuld af bevæbnede folk og sad i et andet tilfælde i en bil, der blev rokket frem og tilbage af en ophidset menneskemængde. Tilskadekomne var også flere gange vidne til døde og hårdt kvæstede.
De konkrete episoder kunne ikke bekræftes, da tilskadekomnes chef ikke længere var ansat i Forsvaret. En næstkommanderende i nabodelingen kunne imidlertid bekræfte trusselsbilledet med mange miner i området. Desuden kunne en oversergent, som tilskadekomne indimellem kørte sammen med, blandt andet bekræfte, at der var tale om kørsel i upansret køretøj og uden eskorte.
Tilskadekomne fik kort efter hjemkomsten symptomer i form af angst, søvnbesvær og koncentrationsvanskeligheder. Han udviklede efterhånden et alkoholmisbrug og var i en periode indlagt på psykiatrisk hospital. Retslægerådet vurderede, at tilskadekomne havde haft en tilpasningsreaktion med angst- og depressionssymptomer, som senere var gået over i en personlighedsændring.
Et flertal i Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af angst- og depressionstilstand i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som soldat i Bosnien i to måneder midt i 1990’erne. Årsagen var, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem de konkrete hændelser under udsendelsen som soldat og de angst- og depressionssymptomer, som opstod umiddelbart efter hjemsendelsen.
Flertallet lagde vægt på, at der var tale om flere konkrete episoder, hvor tilskadekomne direkte følte sig i fare. Tilskadekomne var blandt andet i en konkret truende situation under kørsel i en bil, da en ophidset menneskemængde omringede den og rokkede den frem og tilbage, og i en anden situation måtte han håndtere en bil med bevæbnede folk alene.
Flertallet lagde desuden vægt på, at tilskadekomne var i Bosnien på det første hold, hvor der var stor fare for påkørsel af miner. Tilskadekomne og hans delingsfører kørte således i et upansret køretøj på smalle jordveje, hvor der endnu ikke var ryddet miner. To af de udsendte soldater blev dræbt af miner i denne periode. Der var desuden tale om et bjergområde befolket af lokale rivaliserende guerillagrupper.
Arbejdsgiver kunne i et vist omfang bekræfte og supplere tilskadekomnes oplysninger og afkræftede ikke, at forholdene havde været som beskrevet. Derudover havde et vidne bekræftet beskrivelserne.
Et mindretal i udvalget, bestående af Dansk Arbejdsgiverforening og De Offentlige Arbejdsgivere, vurderede, at sygdommen ikke udelukkende eller i overvejende grad skyldtes arbejdet som soldat i Bosnien.
Mindretallet vurderer, at der var usikkerhed om diagnosen, herunder om der var tale om en tilpasningsreaktion. Uanset de beskrevne episoder som soldat i Bosnien vurderede mindretallet, at disse ikke i overvejende grad havde forårsaget sygdommen.
Behandlet på møde i marts 2013.