Anerkendelse af depression hos catering-elev

Anerkendelse af depression hos catering-elev efter udsættelse for sexchikane

Tilskadekomne udviklede i 2011 en depression under sit arbejde som elev i et catering-firma. Hun oplevede gentagne tilfælde af chikane af seksuel karakter fra en ældre kollega af det modsatte køn.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som catering-elev. Udvalget lagde vægt på, at kollegaens adfærd havde en så seksuel, krænkende karakter rettet mod tilskadekomne, at den var årsag til udviklingen af tilskadekomnes depression. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne gennem flere måneder var udsat for sjofle bemærkninger, befamlinger, klap og befølinger.

Behandlet på udvalgsmøde i april 2014.