Anerkendelse af depression hos sognepræst efter mobning og chikane

Tilskadekomne arbejdede som sognepræst. Hun var i forbindelse med arbejdet udsat for en lang række chikanerier og ydmygelser fra kirkens øvrige personale, blandt andet i form af ubehagelige e-mails, latterliggørelse, overdreven kritik og afvisende holdning eller ignorering til møder. Tilskadekomnes forslag til aktiviteter blev generelt dårligt modtaget, og hun blev holdt uden for sociale arrangementer. Den afvisende og til tider hidsige adfærd over for tilskadekomne blev udvist af adskillige af de ansatte.

Tilskadekomne forsøgte i lang tid at lade som ingenting, men fik det efterhånden dårligere og dårligere med grådtendens, hukommelsesproblemer, ængstelse og nedsat lyst og energi. Hun fik efterhånden mareridt og flash-backs, isolerede sig og blev irritabel. Hun blev sygemeldt efter cirka 2 års arbejde i kirken og derefter fritaget for tjeneste.

Arbejdsgiver bekræftede oplysningerne om arbejdsforholdene.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at sygdommen i form af depression i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som sognepræst.

Årsagen var, at de beskrevne hændelser og belastninger i ansættelsen som sognepræst, hvor hun havde været udsat for massiv mobning og chikane, var så belastende, at de var årsag til depressionen. Hun var blandt andet blevet højlydt kritiseret, holdt udenfor og beskyldt for at behandle andre ansatte dårligt, og hendes arbejde blev nedgjort. Hun blev desuden udsat for hidsige vredesudbrud fra en anden ansat.

Behandlet i maj 2013.