Anerkendelse af slidgigt i begge storetæers grundled afvisning af slidgigt i hofteled balletdanser

Anerkendelse af slidgigt i begge storetæers grundled samt afvisning af slidgigt i begge hofteled hos balletdanser 
Tilskadekomne arbejdede fra starten af 1970’erne som balletdanser, hvor han de følgende cirka 25 år havde mange timers daglig, fysisk krævende træning, prøver og forestillinger 6 dage om ugen. Der var tale om forestillinger med særligt fysisk krævende partier med mange kraftfulde spring, foretaget både med og uden løft af partner; spring, hvor tilskadekomne primært landede på 1. tå (storetæerne), som var styrende. Træning medførte kraftfulde bevægelser i fod, tæer og fodled.

Efterfølgende arbejdede tilskadekomne i cirka 6 år med som lærer med undervisning af balletelever, men også dette arbejde krævede mange timers træning og belastning af fødder og tæer.

Efter denne undervisningsperiode genoptog tilskadekomne arbejdet som balletdanser og dansede fortsat i cirka 4 år centrale roller med stor sværhedsgrad med mange spring, piruetter og løft af dansepartnere, hvorefter han droslede ned, men fortsat havde fysisk krævende roller sideløbende med undervisning af balletelever.

Tilskadekomne fik konstateret slidgigt i begge storetæers grundled samt i begge hofteled.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes slidgigt i begge storetæer i overvejende grad var forårsaget af tilskadekomnes arbejde med dans, spring, piruetter med videre, hvor netop tilskadekomnes storetæer var særlig belastet.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at tilskadekomnes sygdom i form af slidgigt i begge hofteled ikke udelukkende eller i overvejende grad var på grund af arbejdet som balletdanser. Det indgik i udvalgets vurdering, at arbejdet indebar tunge og akavede løft både i træning og ved forestillinger, herunder høje løft med stræk i hofterne og akavede løft i nogen afstand fra kroppen, samt daglige bevægelser af hoften til yderstillinger. Erhvervssygdomsudvalget fandt dog alligevel ikke, at tilskadekomnes arbejde som balletdanser havde medført så særlige belastninger for hans hofteled, at de var egnede til at forårsage slidgigt i begge hofteled. 

Behandlet på udvalgsmøder i februar og juni 2014.