Anerkendelse af depression hos medarbejder på radiostation

Tilskadekomne udviklede i perioden 2009-2011 en depression under sit arbejde som medarbejder ved en radiostation. Tilskadekomne var udsat for et stort arbejdspres, deadlines og meget lange arbejdsdage. 

Et flertal af udvalgets medlemmer vurderede, at tilskadekomnes sygdom, depression, i overvejende grad var forårsaget af arbejdet på radiostationen. Flertallet af udvalgets medlemmer lagde vægt på, at tilskadekomne trods ansættelsen på nedsat tid fra starten af sin ansættelse fik pålagt et stort antal opgaver.

I flertallets vurdering indgik, at tilskadekomne i hele sin ansættelse fik pålagt et meget stort ansvar for drift og ledelse, herunder ansvar for økonomi, regnskaber, reklamesalg og bemanding – og at tilskadekomne arbejdede mange timer dagligt, også i sin fritid. Flertallet af udvalgets medlemmer lagde også vægt på, at tilskadekomnes arbejde var præget af deadlines, som var vanskelige at nå – ligesom tilskadekomnes arbejde indebar en ikke ubetydelig forberedelsestid, samtidig med, at han skulle nå administrative opgaver. Endelig indgik det i flertallets vurdering, at tilskadekomne ofte blev kontaktet, og at medarbejderne kunne få fat i tilskadekomne, men ikke lederne af radioen.

I flertallets vurdering indgik tillige, at tilskadekomne udviklede depressionen i tidsmæssig sammenhæng med de arbejdsmæssige belastninger, og at tilskadekomnes beskrivelser, selvom de ikke var bekræftet af arbejdsgiver, var bekræftet af tre tidligere kollegaer på radiostationen.
Et mindretal af udvalgets medlemmer vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af tilskadekomnes arbejde. Mindretallet vurderede, at belastningen ikke var tilstrækkelig dokumenteret.

Sagen blev behandlet på mødet i august 2013.