Afvisning af social og sundhedsassistent med depression

Tilskadekomne havde gennem en længere årrække været ansat som social- og sundhedsassistent på et hospital. Tilskadekomne oplyste at have været udsat for ubehagelige og truende udtalelser fra patienternes side, kritik fra pårørendes side og i en række tilfælde fysiske og korporlige angreb, men dette kunne ikke bekræftes af arbejdsgiver. Vidner kunne heller ikke bekræfte, at tilskadekomne havde været udsat for konkrete episoder. Gennem alle årene på afdelingen havde der kun i mindre omfang været mulighed for at få krisehjælp eller supervision.

Tilskadekomne havde været udsat for trusler om fyring, hvis ikke hun tog sig sammen i forhold til sit sygefravær. Tilskadekomne oplevede, at hun ikke blev hørt til omsorgssamtalerne. Tilskadekomne oplevede manglende forståelse fra arbejdsgiverens side for det store fysiske og psykiske arbejdspres.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes depression ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået på grund af arbejdet som social- og sundhedsassistent. Udvalget fandt, at omfanget af udsættelse for vold og trusler ikke ville være tilstrækkeligt til at forårsage sygdommen. Udvalget bemærkede, at tilskadekomne og arbejdsgiver ikke var enige om arbejdsbeskrivelsen. Udvalget vurderede dog, at selvom tilskadekomnes forklaring om belastningerne blev lagt til grund, ville de belastninger ikke være tilstrækkelige til at forårsage sygdommen.

Behandlet på møde i januar 2014.