Afvisning af impingement i skulder hos montage- og lagerarbejder

Tilskadekomne havde i mere end 30 år været ansat på samme virksomhed, der producerede siloer. Tilskadekomne var beskæftiget som henholdsvis montør og lagerarbejder.

Tilskadekomne havde impingementsyndrom i højre skulder. Ifølge de lægelige oplysninger var symptomerne på denne sygdom debuteret i 2008.
Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, impingementsyndrom i højre skulder, ikke udelukkende eller i overvejende grad var udviklet som følge af de arbejdsmæssige belastninger i form af montering af siloer, pakkearbejde og værkstedsarbejde.

Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomnes arbejde med pakning af kasser de sidste 10 år frem til debut af tilskadekomnes sygdom i 2008 ikke indebar skulderbelastende arbejdsbevægelser/belastninger, der kunne begrunde udvikling af en skuldersygdom. Det indgik i udvalgets vurdering, at tilskadekomne foretog manuel flytning af plader, og at dette kunne være kraftbetonet, men ikke foregik over skulderhøjde. I samme periode i vinterhalvåret udførte tilskadekomne valsning af store plader og beslag samt vending af plader. Sidstnævnte kunne forekomme i skulderhøjde og være kraftbetonet, men dette arbejde forekom kun i få tilfælde.

Det indgik også i udvalgets vurdering, at tilskadekomne de første år af sin ansættelse i sommerhalvåret havde monteringsarbejde, der indebar belastninger af tilskadekomnes skuldre en stor del af arbejdsdagen. Udvalget vurderede dog samtidig, at dette arbejde ikke var udført i tidsmæssig sammenhæng med udviklingen af tilskadekomnes skuldersygdom med debut i 2008.

Sagen blev behandlet på mødet i oktober 2014.