Anerkendelse af kronisk lænderygsygdom hos specialarbejder

Tilskadekomne havde i mere end 40 år arbejdet som specialarbejder. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, kronisk lænderygsygdom, i overvejende grad var udviklet som følge af de arbejdsmæssige belastninger, hvor han havde haft tungt fysisk arbejde med løft, vrid og foroverbøjning i lænderyggen samtidig med stor kraftanvendelse og store daglige løftemængder.

I udvalgets vurdering indgik, at tilskadekomne udviklede sygdommen i tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen, og at der ikke var grundlag for at antage, at der var andre årsager til sygdommen. 

I udvalgets vurdering indgik, at tilskadekomne fik lænderygsmerter efter cirka 5 års beskæftigelse med daglige løftemængder på 7-20 tons. Tilskadekomne havde derefter gener i varierende grad frem til voldsom forværring og påvisning af prolaps i 2010. Det indgik også, at tilskadekomne i perioden siden debut fortsat var beskæftiget med arbejdsopgaver, der indebar rygbelastende arbejde, blandt andet med løft af byrder med en vægt på 35 kilo op til 100 kilo med en daglig løftemængde på mange tons i mange år.

Arbejdsgiver kunne ikke bekræfte belastningerne, som de var beskrevet af tilskadekomne. Imidlertid havde en tidligere kollega ved beskrivelsen af løftemænger og enkelbyrdernes vægt bekræftet sådanne relevante belastninger, at udvalget fandt, at tilskadekomnes arbejde indebar relevante rygbelastninger. Selvom der var kran til rådighed ved visse arbejdsfunktioner, fandt udvalget det dokumenteret, at arbejdet havde indebåret løftearbejde, der i overvejende grad var årsag til udviklingen af tilskadekomnes kroniske lænderygsygdom.

Sagen blev behandlet på mødet i august 2014.