Anerkendelse af depression hos lærer

Anerkendelse af depression hos lærer

Tilskadekomne udviklede i 2011 en depression under sit arbejde som lærer.
Efter udvalgets vurdering var tilskadekomnes sygdom i overvejende grad forårsaget af arbejdet som lærer. Udvalget lagde vægt på, at tilskadekomne i sit arbejde som lærer i skoleåret 2010/2011 var lærer for to drenge i alderen 7-9 år, hvoraf den ene havde en svært afvigende adfærd, der gav sig udslag i, at eleven var motorisk urolig, højt skrigende, slog og sparkede. Elevernes familie var belastet, og tilskadekomne blev efter møde med forældrene ultimo 2010 og indberetning af eleverne udsat for trusler og et meget psykisk belastende forløb i forhold til forældrene. Dette forløb stod på frem til sommeren 2011.

Udvalget lagde desuden vægt på, at tilskadekomne i sidste halvdel af 2011 i den nye klasse havde en svær autistisk dreng, der havde en udadreagerende adfærd, var voldsom, bed, kradsede og slog, og i en konkret situation kastede en genstand mod tilskadekomne.
Det var udvalgets samlede vurdering, at tilskadekomne konkret havde været udsat for en ekstraordinær belastning, og at tilskadekomne udviklede depressionen i tidsmæssig sammenhæng med arbejdsbelastningen.

Sagen blev behandlet på mødet i november 2014.