Afvisning højresidig tennisalbue hos stewardesse

Afvisning højresidig tennisalbue hos stewardesse 

Tilskadekomne var i perioden 1987-2014 ansat som stewardesse og blev i forbindelse med sin beskæftigelse udsat for påvirkninger i form af skænkning af kaffe og te, ophældning af vand og juice, åbning af dåser og ophældning af disse, skub og træk af serveringsvogn, flytning af bagage og lukning af hattehylder.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes højresidige tennisalbue ikke udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af arbejdet som stewardesse gennem 25 år. Udvalget lagde vægt på, at belastningen samlet set var utilstrækkelig til at forårsage sygdommen.

Tilskadekomnes funktion med skænkning af kaffe og te, som blev serveret fra kander, medførte vride- og drejebevægelser i forbindelse med opfyldning fra kande, men selv om denne funktion kunne medføre akavede arbejdsbevægelser, blev den tidsmæssige udstrækning skønnet som begrænset. Tilskadekomnes øvrige funktioner med ophældning af vand og juice, åbning af dåser og ophældning af disse, skub og træk af serveringsvogn, flytning af bagage og lukning af hattehylder havde desuden ikke belastet muskulaturen i et omfang, så tilskadekomnes højresidig tennisalbue udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art.

Sagen blev behandlet på mødet i august 2015.