Fejl i enkelte eFakturaer den 25. juni 2025

Der er desværre sket en fejl i nogle eFakturaer primært sendt til forsikringsselskaber den 25. juni 2025. Fejlen betyder, at fakturaerne indeholder ugyldige betalingsoplysninger. 
Læs mere om fejlen, og hvad du kan gøre her: Teknisk fejl i eFakturaer sendt den 25. juni 2025

Afvisning af iskæmisk hjertesygdom hos salgschef

Tilskadekomne havde arbejdet som salgschef med lange arbejdsdage og en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 60-70 timer, og i korte perioder mere. De arbejdsmæssige belastninger blev beskrevet som stor arbejdsmængde, lange arbejdsdage og tidspres. Tilskadekomne fik i 2013 konstateret iskæmisk hjertesygdom efter en blodprop i hjertet. 

Det var Erhvervssygdomsudvalgets vurdering, efter en tidligere drøftelse af iskæmiske hjertesygdomme, at langvarige og vedvarende høje psykiske krav i arbejdet, i kombination med manglende støtte på arbejdspladsen, kan føre til udvikling af iskæmiske hjertesygdomme. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede i denne sag, at sygdommen ikke i overvejende grad skyldtes arbejdet. Der blev lagt vægt på, at tilskadekomne angav, at han oplevede støtte og forståelse fra ledelsen. Desuden havde tilskadekomne en familiær disposition for hjertesygdom, ligesom han nogle år før blodproppen fik konstateret forhøjet kolesteroltal. Udvalget lagde vægt på disse konkurrerende faktorer i deres afvisning.