Anerkendelse af depression hos klinikassistent som følge af mobning

Tilskadekomne arbejdede som klinikassistent og blev i en periode fra 2007 til sygemelding i 2012 udsat for grov mobning og chikane af primært to kolleger. Arbejdsgiveren kunne ikke bekræfte episoderne, men beskrev, at der havde været samarbejdsproblemer mellem tilskadekomne og kolleger, hvilket havde ført til påtale og advarsler til tilskadekomne. 

To vidner i form af tidligere kolleger til tilskadekomne beskrev, hvordan tilskadekomne systematisk blev mobbet af to kolleger. Tilskadekomne blev efterabet, og hendes udseende og privatliv blev kommenteret af de to kolleger. Vidnerne beskrev desuden, hvordan kollegerne vendte nye kolleger mod tilskadekomne ved at bagtale hende. Det resulterede i, at kollegerne ikke ville hjælpe tilskadekomne og give hende mulighed for at holde pause og aflaste hende på et tidspunkt, hvor hun var kommet til skade. 

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at vidnernes beskrivelse af hændelserne var nok til at dokumentere ekstraordinære arbejdsmæssige belastninger, der i overvejende grad havde forårsaget depressionen. Udvalget lagde blandt andet vægt på, at mobningen i et vist omfang havde forhindret klinikassistenten i at udføre sit arbejde. Samtidig fandt udvalget, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelsen for mobning og udviklingen af sygdommen. Udvalget vurderede desuden, at tilskadekomnes påtale og advarsler fra arbejdspladsen, samt en varsling af nedsat arbejdstid, ligger inden for ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet. Det indgik derfor ikke i de belastninger, udvalget lagde til grund for at indstille sagen til anerkendelse.

Sagen blev forelagt på januar-mødet 2015