Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos lærer som følge af trusler og sexchikane

Tilskadekomne var ansat som lærer på en skole, hvor der var udadreagerende drenge i alderen 11-15 år. 

Tilskadekomne blev truet med en kniv af en dreng og oplevede herudover at blive verbalt truet af en anden elev, der kaldte hende for en voldelig lærer. Tilskadekomne var ligeledes udsat for seksuel chikane af sin chef. Chefen indkaldte tilskadekomne til flere møder uden andre. Møderne var uden fagligt indhold og handlede alene om, at de skulle lære hinanden bedre at kende privat. Chefen var nærgående, upassende og grænseoverskridende i spørgsmålene til tilskadekomne og fortalte i detaljer om sit eget privatliv.  Der var rygtedannelse på arbejdspladsen. Under en sygemelding fortsatte de upassende henvendelser fra chefen. 

Tilskadekomne udviklede en uspecificeret belastningsreaktion.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomnes sygdom, i form af uspecificeret belastningsreaktion, i overvejende grad var forårsaget af belastningerne med trusler og udsættelse for sexchikane gennem tre måneder fra chefen. 

Sagen blev behandlet på mødet i marts 2016.