Afvisning af sygeplejerske med depression

Tilskadekomne har arbejdet i psykiatrien og op til debut af en depression havde tilskadekomne været udsat for:

  • at have mange patienter, der oftest var svært psykisk syge
  • et nyt IT-system, der ikke understøttede arbejdet med at dokumentere
  • et ansættelsesstop, så ledige stillinger ikke blev besat
  • ledere, der havde forskellig ledelsesstil
  • overarbejde, idet tilskadekomne var ansat til 34 timer om ugen, men arbejdede 5-10 timer mere om ugen.

Tilskadekomne havde i forbindelse med tidligere ansættelser vold og trusler, men havde ikke haft længerevarende psykiske reaktioner efter disse episoder.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem episoderne med vold og trusler og udviklingen af sygdommen, da det gik flere år mellem belastning og debut af depression. Desuden vurderede Erhvervssygdomsudvalget, at belastningerne i arbejdet op til debut af sygdommen ikke var tilstrækkeligt ekstraordinære til at forårsage en depression. Udvalget lagde vægt på, at der ikke var tale om et ekstraordinært antal sager eller massivt overarbejde i ansættelsen, ligesom der ikke var tale om arbejde karakteriseret ved hyppige og mange vanskelige deadlines eller manglende støtte.

Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at depressionen ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af arbejdet.

Sagen blev behandlet på mødet i september 2018.