Afvisning af træthedsbrud i foden

Tilskadekomne havde i en årrække arbejdet i en butik med opfyldning af varer, kundebetjening og administrative funktioner. I en periode på 2-3 uger havde tilskadekomne et øget omfang af stående og gående arbejde på hårdt underlag. Derudover havde tilskadekomne udført en del tunge løft, skub og træk af nye varer.

Efter Erhvervssygdomsudvalgets vurdering var der ikke medicinsk dokumentation for, at træthedsbrud i fodens 2. mellemfodsknogle, generelt set kunne skyldes påvirkninger på arbejdspladsen. Erhvervssygdomsudvalget vurderede desuden, at sygdommen træthedsbrud i fodens 2. mellemfodsknogle ikke udelukkende eller i overvejende grad var opstået af arbejdet. Årsagen var, at det beskrevne arbejde ikke havde medført relevante belastninger af foden, der kunne være årsag til sygdommen. Udvalget lagde i vurderingen vægt på, at tilskadekomnes belastninger i form af gående og stående arbejde med træk, skub og løft af varer ikke havde indebåret tilstrækkeligt ekstraordinære og langvarige belastninger, at det havde ført til udviklingen af sygdommen i foden.

Sagen blev behandlet på mødet i maj 2018.