Anerkendelse af hudkræft hos tidligere svejser

Tilskadekomne har igennem 25 år foretaget rustfri TIG svejsning inde i tanke, hvor tilskadekomne var udsat for både direkte, men også indirekte påvirkning fra UV stråler, idet de blanke overflader inde i tankene har reflekteret strålerne. Tilskadekomne har foretaget svejsning i cirka halvdelen af sin arbejdsdag igennem alle årene.

Tilskadekomne har altid båret svejsehjelm, som dækkede panden og ansigtet til ned under hagen, men tilskadekomne anvendte aldrig hovedbeklædning. Herudover bar tilskadekomne de seneste år også et ruskindsskørt for neden på hjelmen, som dækkede halsen og det øverste af brystet. Tilskadekomne var iklædt en bomulds bluse, langærmet skjorte og tilsvarende bukser, men arbejdstøjet har ikke haft en UV- godkendelse. 

På hænderne brugte tilskadekomne læderhandsker, som rakte til midt på underarmene.

Tilskadekomne har fået konstateret hudkræft i form af modermærkekræft på den øverste del af brystet samt basalcellekræft bag øret, i tindingen og på højre skulder.

Arbejdsgiveren har bekræftet tilskadekomnes arbejdsbeskrivelse.

Erhvervssygdomsudvalget har lagt vægt på, at tilskadekomnes svejsehjelm ikke har dækket bag øret og i tindingen, hvilket kan forklare udviklingen af hudkræft disse steder. Herudover har udvalget vurderet, at almindeligt bomuldstøj ikke har ydet fornøden beskyttelse mod svejselysets stråler, hvorfor hudkræften på brystet og på skulderen også vurderes at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Udvalget har også lagt vægt på, at sygdommen er udviklet i tidsmæssig sammenhæng med belastningerne, og at der ikke var andre forhold, der havde afgørende betydning for udviklingen af hudkræften. Det har indgået i udvalgets vurdering, at tilskadekomne et par år i sin ungdom havde anvendt solarie i vinterhalvåret nogle gange ugentligt. Dette blev ikke tillagt afgørende betydning.

Sagen blev behandlet på mødet i juni 2019.