Anerkendelse af psykisk sygdom

Anerkendelse af psykisk sygdom (uspecificeret belastningsreaktion og social – sundhedsassistent på bosted, udadreagerende adfærd, trusler, arbejdet alene).

Tilskadekomne har været ansat som social- og sundhedsassistent i et psykiatrisk bofællesskab, hvor hun særligt var belastet af en voksen mandlig beboer med psykisk sygdom og misbrug. Han havde en behandlingsdom og boede i fællesskabet de sidste år af tilskadekomnes ansættelse. Beboeren havde en udadreagerende truende adfærd, når han ikke passede sin behandling og misbrug. Tilskadekomne var alene på bostedet på vagter om aftenen, natten og i weekender – mange timer i træk og med eneste mulighed at ringe til kollega/leder – og hun oplevede hyppigt, især i nattevagter episoder, hvor beboeren kastede med genstande, var truende, gik tæt på hende, kaldte hende ved nedsættende ukvemsord med videre.

I udvalgets vurdering indgik, at tilskadekomnes sygdom uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet i forhold til den omtalte beboer, særligt i månederne op til debut af hendes sygdom.

Det indgik også, at tilskadekomnes symptomer debuterede kort tid før hendes sygemelding, hvor der havde været tale om belastninger i forhold til beboeren i knap et år.

Det indgik også, at belastningerne var sandsynliggjort, dels ved anmeldelse fra arbejdsgiver som efterfølgende bekræftede beboerens adfærd og delvist ved hyppigheden af den beskrevne adfærd. Et vidne bekræftede derimod både beskrivelserne af beboeren og hyppigheden af belastningerne.

Sagen blev behandlet på mødet i maj 2020.