Afvisning af nyrekræft hos maskinmester

Tilskadekomne har arbejdet som maskinmester igennem en længere årrække i en virksomhed, der blandt andet forarbejdede teflon og teflonbelagte emner. Han har jævnligt været udsat for aerosoler/røg fra emner af teflon.

Ved fremstilling af teflon anvendes der PFOA som emulgator, men det færdige produkt, teflon, tilhører ikke gruppen af PFAS-forbindelser.

Tilskadekomne har fået konstateret nyrekræft.

Erhvervssygdomsudvalget vurderer samlet set, at tilskadekomnes arbejdsmæssige belastninger ikke har haft et sådant omfang, at det kan begrunde udviklingen af nyrekræft. Herunder bemærker udvalget særligt, at tilskadekomne næppe har været udsat for PFOA eller andre PFAS-forbindelser, idet han alene har bearbejdet det færdige materiale teflon og ikke har været med i fremstillingsprocessen.

Sygdommen vurderes derfor hverken udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Sagen blev behandlet på mødet i august 2022.