Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos en pædagog

Anerkendelse af uspecificeret belastningsreaktion hos en pædagog, der blev udsat for vold og udadreagerende adfærd fra voksne autister på et bosted

Tilskadekomne blev i en periode på 3 måneder udsat for hyppige episoder med vold og udadreagerende adfærd fra voksne autistiske beboere på et bosted.
Tilskadekomne udviklede en uspecificeret belastningsreaktion. 
Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomne havde været udsat for ekstraordinære belastninger og lagde vægt på, at belastningerne var bekræftet af arbejdsgiver. 
At tilskadekomne i flere år op til og under de arbejdsmæssige belastninger havde en psykisk lidelse, som tilskadekomne var i behandling for, vurderede Erhvervssygdomsudvalget ikke havde betydning, fordi det var belastningerne på arbejdet, som var afgørende for udviklingen af den uspecificerede belastningsreaktion. 
Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes uspecificerede belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som pædagog. 
Sagen blev behandlet på mødet den 6. februar 2024.