Anerkendelse af depression og uspecificeret belastningsreaktion hos forstander efter stresspåvirkninger
I årene op til udviklingen af sygdommene havde tilskadekomne været udsat for et ekstraordinært stort arbejdspres med ekstra opgaver udefra samt deadlines, der havde store konsekvenser – i form af f.eks. lukning af stedet, hvis ikke de blev overholdt.
Tilskadekomne arbejdede op imod 10 timer hver dag og var kontaktbar i alle døgnets timer. Tilskadekomne blev hver dag kontaktet uden for arbejdstid og var hele tiden til rådighed for arbejdet.
Tilskadekomne bad om hjælp til drift og opgaver, og arbejdsgiveren foretog forskellige tiltag, men der var ikke tale om en egentlig støtte, der fratog noget af tilskadekomnes arbejdspres.
Erhvervssygdomsudvalget vurderede, at tilskadekomne havde været udsat for ekstraordinære belastninger i form af stort arbejdspres, manglende støtte, deadline og overarbejde, og lagde vægt på, at belastningerne var bekræftet af arbejdsgiver.
Erhvervssygdomsudvalget vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes depression og uspecificeret belastningsreaktion i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som forstander.
Sagen blev behandlet på mødet i marts 2026