Hjemmet som arbejdsplads
Skader under hjemmearbejde er også arbejdsskader
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) anerkender skader, der sker under hjemmearbejde, på samme måde som hvis du arbejder på en arbejdsplads uden for hjemmet. Det betyder, at hvis du kommer til skade, mens du udfører dit arbejde hjemmefra, er du omfattet af arbejdsskadesikringsloven (§ 5).
Højesteret har den 2. maj 2025 afgjort en sag om dette. Her faldt en medarbejder over en privat kasse efter brygning af kaffe under hjemmearbejde. Højesteret vurderede, at det at hente kaffe har en naturlig forbindelse til arbejdet. Skaden blev derfor anerkendt som en arbejdsskade.
Læs Højesteretsdommen på Danmarks Domstole
Hvad lægger Højesteret vægt på?
Det afgørende er ikke, om skaden sker i hjemmet eller på arbejdspladsen.
Det afgørende er, om skaden sker:
- mens du udfører dit arbejde, eller
- mens du er på vej til noget, der har en nødvendig eller naturlig forbindelse til arbejdet.
Det er altså uden betydning, om du falder over private ting eller arbejdsredskaber, hvis skaden sker i en situation, der hænger naturligt sammen med arbejdet.
Højesteret har samtidig slået fast, at arbejdsgivers objektive ansvar også gælder ved hjemmearbejde. Arbejdsgiver bærer derfor risikoen – også hvis ulykken skyldes forhold i hjemmets indretning.
Hvornår er du dækket – og hvornår ikke?
Du er dækket, når din færden har en direkte, nødvendig eller naturlig forbindelse til arbejdet.
Du er ikke dækket, hvis skaden sker:
- i din fritid,
- under private ærinder, eller
- i forbindelse med andre forhold, der ikke vedrører arbejdet.
Eksempler
Privat ærinde som er dækket af loven
Lisbeth arbejdede hjemme og satte en computerkørsel i gang uden for normal arbejdstid. Hun gik ud for at sætte en vask over. Da arbejdsgiveren ringede, løb hun mod telefonen, men faldt over en ledning. Ulykken blev anerkendt, da den skete i forbindelse med arbejdet.
Privat ærinde som ikke er dækket af loven
Karl arbejdede hjemme og forlod sin bolig i arbejdstiden for at købe ind. På indkøbsturen blev han kørt ned. Ulykken blev ikke anerkendt, da der var tale om et privat ærinde.